tirsdag den 28. juli 2009

Bage brød, bage flutes, bage boller…

I disse dage bager jeg (nogle gange sammen med Fili) brød… En af årsagen er, at vi prøver at spise sundt – og lækkert hjemmebagt brød kan man jo få som man vil have det… :-)


Desuden har jeg det egentlig bedst med at vi selv laver brødet. Vi ved, hvad der er i, det er billigere og det er helt klart et hit når det er lunt.

diætistens fiberbrød



Brødene på billedet er Fiberbrød – det er bagt med hvedeklid, helt uden fedtstof og kun med hvedemel. Det er rigtig lækkert saftigt – også på 2. dagen.



I sidste uge stod den på grove flutes med soltørrede tomater og græskarkerner, gulerodsboller i weekenden. I fryseren ligger stadig lidt rugflutes, og der er nybagte grovflutes med rug- og hvedekerner - noget af dejen blev til pølsebrød..

Det bedste er nu når der er hjemmebagt rugbrød… Og rugbrød skal altså bare bages med surdej!!! Og helst i en rigtig rugbrødsform, så skiverne bliver pæne og der ikke kommer “låg” på brødet – den falder nemlig altid af når man skærer det… Formen jeg bruger er fra EVA, den er beklædt med silikone og det er SÅ nemt…

Da jeg boede hjemme var det en regel, at den, som stod op og tog rugbrødet ud af ovnen om morgenen, fik endeskiven, som var lækker sprød. Her i huset har vi ikke timer på ovnen, så jeg planlægger, hvornår brødet er færdigt og så giver resten jo ligesom sig selv, ikk… :-)


Fiberbrød:

15 g gær

2 dl kærnemælk

6 dl vand

1 spsk salt

2 spsk farin

200 g hvedeklid

50 g hørfrø

650 g hvedemel


Gæren udrøres i vandet. Tilsæt resten UNDTAGEN hvedemel. Lad det stå i 2-3 timer. Tilsæt hvedemel, ælt GRUNDIGT. Lad dejen stå køligt i 12-14 timer. Hæld dejen i 2 forme og bag brødene ved 200 grader i ca. 45 min.

torsdag den 23. juli 2009

Undertrøje/top

Nu har Helena så givet den hele armen som model i anledning af, at jeg har købt nyt kamera:

Digital-IXUS-980-IS-RED-FSL-HOR

Et Canon som afløser for det gamle Nikon – det var mit andet digitale Nikon som gik i stykker (2½ år og 3 år). Nu fandt jeg så dette røde som jeg synes passede til mig og mit behov! Der er væsentlig mindre zoom, men bedre opløsning – så kan jeg vel behandle billederne digitalt, hvis jeg synes de trænger…

Den her lille ribundertrøje med hulmønster strikkede jeg før jeg fødte. Jeg har før strikket den i petroleumsfarvet til storesøster Filippa og den har været et hit – den har faktisk været brugt i 2 år – hvilket er pænt meget når det er små børn. Ribben gør den så elastisk, så det mest er længden og ærmegabets størrelse, der afgør brugstiden :-)

Undertrøjen er hyggelig at strikke – især med hulmønster – jeg lavede den sådan og tænkte ikke mere over det. Da min veninde Clemme så den så hun straks at det var pigemodellen – det må da være ubevidst ønsketænkning – for vi kendte ikke kønnet på forhånd! Det resulterede i at jeg ikke gad lave den færdig – så her mangler faktisk stadig en hæklet kant i halsen. Overvejer at lave den lyserød eller lysegrøn...

Men her er altså modellen – og undertrøjen… :-)

IMG_0011

Specifikationer
Opskrift: Undertrøje fra bogen Sødt og blødt – strik til små prinser og prinsesser
Materialer: Mini Alpakka fra Sandness (55 g)
Farve: Hvid og råhvid
Købt hos: Ribe broderi og garn
Pinde: 2½
Str: 3 mdr
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Meget nemt og hurtigt! Et super hit!

fredag den 3. juli 2009

Syltemøj :-)

Lidt af årets produktion

Jeg elsker at lave ting i køkkenet -altså pånær opvask og den slags unødvendige sysler ;-) - sylte er blandt favoritterne

Der er bare et par minusser, som dog lige så stille minimeres:

  1. Jeg gider ikke rigtig at spise syltetøj
  2. Der er rigtig meget sukker i
  3. Det kræver opbevaringsplads
  4. Jeg har ikke så mange bær/frugter i haven

Løsning:

  1. Jeg har fundet en kæreste, som kan lide det – og jeg kan bedre og bedre lide det (hjemmelavede)
  2. Bruger kun ½ sukker
  3. Laver bare lidt mindre portioner
  4. Nasser på andre og køber mig til resten – og laver mindre portioner – og planlægger min kommende have *SUK*…

I år har jeg så lavet

  1. 7 L Hyldeblomstdrik og har blomster i fryser til ca. 6-8 L mere (tak Marie)
  2. 400 g Rabarber-jordbærmarmelade (min egen favorit)
  3. 2 kg jordbærmarmelade (Ronalds favorit)
  4. 800 g mango-abrikosmarmelade (meget flot gul)
  5. 600 g jordbær-blåbærmarmelade

Jeg har lidt røde stikkelsbær i haven, så mon ikke de også bliver syltet?! “Svigermor” har ribs, men bruger ikke, så skal lave ribssaft. Jeg har også sene hindbær, så der bliver klart noget hindbærmarmelade og måske lidt hindbærsaft senere på sæsonen. Brombær kan jeg finde i skoven, så det må også syltes når den tid kommer.

Jeg bliver bare så glad af at se på de fine glas med farvede sommer i. Det skal ikke gemmes væk, men spises mens det er godt! Skulle man mon bage et franskbrød til??? :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...